Efter fredsslutningen i Cambodia i 1991 blev der indsat en fredsbevarende stryrke fra FN og Bangkok Airways, som på daværende tidspunkt var et forholdsvis lille luftfartsselskab, øjnede chancen for at øge omsætningen. Man fik en tilladelse til at åbne en rute mellem Bangkok og Phnom Penh og havde derfor brug for et større fly. Man lejede en F100 fra Fokker fabrikken og jeg fik til opgave at styre operationen med base i Bangkok. Der blev hyret udenlandske piloter og den 17 april 1992 startede vi operationen med 2 daglige flyvninger mellem Bangkok og Phnom Penh. I begyndelsen var det mest FN personnel der benyttede ruten, men efterhånden kom der også gang i turistmen og sidst på sommeren var passagertallene nået så højt op, at det store nationale luftfartsselskab i Thai Airways fandt det interessant at beflyve ruten, hvilket resulterede i at Bangkok Airways i november blev tvunget til at halvere antallet af afgange til Phnom Penh.

For at udnytte flyet påbegyndte vi herefter daglige indenrigsflyvninger mellem Bangkok, Chiang Mai, Phuket og Utapao. Men det viste sig hurtigt, at der ikke var tilstrækkeligt passagergrundlag for disse indenrigsflyvninger og da lejeafgiften for flyet ikke blev betalt bad Fokker mig om at stoppe operationen den 30.12. 1992. For at lægge pres på Bangkok Airways bad fabrikken mig den 9. januar om at flyve maskinen til Singapore og der afvente nærmere. Det lykkedes ikke Bangkok Airways at skaffe pengene og den 14 januar satte vi kurs mod Holland, hvor vi landede maskinen den 16. januar efter mellemlandinger i Karachi, Bahrain og Rhodos.

Det var afslutningen på 8 måneders pragtfuldt ophold i Thailand, hvor vi under min kones besøg fik mulighed for at besøge øen Koh Samui et par gange samt ture til Chiang Mai og River Kwai. Vi fejrede også jul og nytår sammen med de øvrige besætningsmedlemmer på vort hotel Rama Garden.